Solen. Der er mange bolde på scenen.
Foto: Thomas Petri/Thomas Petri

Solen. Der er mange bolde på scenen.

Scene

Sjov og saftig opera rydder op i universet

Poesi og befriende menneskelighed er styrken i 'Sol går op, sol går ned’.

Scene

Solen er en stor appelsin, der kan spises båd for båd. Men den lille grønne planet er der noget galt med. I hvert fald i følge den depressivt-agressive figur, skuespilleren Lars Knutzon lægger krop til i ’Sol går op, sol går ned’.

Lars Knutzons vrede lille mand med de store sorte rande under øjnene ryster planeten, lytter kritisk undersøgende til den og erklærer, at den skal smides ud. »Den er helt tør«, konstaterer han surt.

Og sådan kører spillet. I ring og i tomgang. Egentlig sker der nærmest ingenting i forestillingen, selv om en pause midtvejs forsøger at få aftenen til at ligne en rigtig aften i operaen. Det er snarere en slags musikteater, man kan opleve på Operaens intimscene, Takkelloftet, hvor titlen på Pelle Gudmundsen-Holmgreens antiopera eller næsten-opera ikke skal forstås som en status på Operaens første ti år med opgang og nedgang.

Solen sprang under premieren

Titlen er et bibelcitat. Sunget tekst fra ’Prædikerens Bog’ og ’Højsangen’ giver den unge kong Salomons sanselighed og den gamle kong Salomons desillusionerede livsindsigt lige stor plads. Begge versioner af den magtfulde konge er på scenen samtidig sammen med en hel masse runde bolde i en masse forskellige farver, for »Chefen« – Vorherre, forstår vi – har beordret, at der skal ryddes op i universet.

Og sådan går solen så sin gang, selv om den ved premieren fredag sprang og måtte pustes op igen. ’Big Bang’ lurer i kulissen. »Stjernerne vil implodere« forudser den kvindelige af forestillingens fire skuespillere og glæder sig helt klart til fyrværkeriet. Hun er en af flere forskellige karakterer, der med hver deres kortfattede, finurlige udsagn befolker scenen.

I kropsnære, groteske kostumer er her plads til mennesker af alle slags og i alle former. Fra toptrimmede dansere til mere udbulende eksemplarer. Her er både en med arabisk baggrund og en østarbejder, der må høre ikke så lidt fra Knutzons vrede mand. Foruden en gul, lidt nusset bjørn, man bliver rigtig gode venner med undervejs.

Årelang drøm

82-årige Pelle Gudmundsen-Holmgreen har, lige siden han var i 20’erne, villet skrive denne her ikke rigtig-opera. At han efter mange årtier endelig har fået forløst projektet i samarbejde med digteren Ursula Andkjær Olsen, er et held.

Hun har skrevet en bog om hans musik, de to er på menneskelig og kunstnerisk bølgelængde, og ind imellem bibelcitaterne om, at alting under himlen har sin tid, og at alting bare er tomhed og forfængelighed, er det hende, der har tilføjet de afvæbnende ikke-bibelske hverdagsbrokker om at gå hen til kommoden og tilbage igen.

Efter det lille, spraglede orkester har blæst showet i gang med, hvad der lyder som urgamle bibelske gemsehorn, er her plads til det hele. Det gamle testamentes højstemthed suppleres med »pis og papir«, en hurtig reference til Kronprinsens brokørsel og anden tom snak fra vor egen tid, og de stramt klædte personer på scenen får lov at synge med hver deres næb.

En er bange og barnlig. En anden smart og sexet. Alle hopper og sitrer af fryd, da ’Højsangen’s erotik får safterne til ikke bare at stige, men at drive.

En el-bas rumsterer rastløst. En nøgen mand nydes af en påklædt kvinde. Det hele flytter sig, når Ursula Andkjær Olsens finurlige dagligdagstekster tager over.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Lydlandskaber med poesi

Solisterne og koret synger ikke musik, man bagefter husker i melodiøse detaljer. Det er snarere de skiftende lydlandskaber (også her møder man både det polstrede og bevidst tyndbenede), man tager med sig fra en forestilling, hvis styrke er dens poesi og befriende menneskelighed.

Til april har Det Kongelige Teater premiere på en nyopsætning af en mere straight gammeltestamentelig opera i form af Carl Nielsens ’Saul og David’. Men Pelle Gudmundsen-Holmgreen har det bedst, når han er på tværs.

Det er den gamle Samuel Beckett-fan heldigvis nærmest altid. Og med tilsætningen af en yngre digters ord om alt fra overenskomster og bæredygtighed til maden i kantinen bliver ’Sol går op, sol går ned’ et sjovt og poetisk cirkelspil om kærligheden, universet, evigheden og lidenskaberne på den lille, grønne planet. Der måske en dag bliver kasseret, når Chefen beordrer en større oprydning sat i gang.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce