Alban Lendorf spiller prinsen i Det Kongelige Teaters opsætning af balletten over dem alle: Svanesøen. Her fortæller han om Svanesøen, om det at få ros, og om hvorfor Det Kongelige Teater er det mest fantastiske sted at danse ballet i verden. Kilde: politiken.tv / Mikkel Stoumann Fosgrau. Stillfoto og backstage: Det Kongelige Teater

Scene

Mørk Svanesøen er besættende flot og dramatisk nytænkende

Ved premieren kneb det med kernen i det hele: kærlighedens indre kraft.

Scene

Tænk at en svaneprinsesse kan skrumpe ind til nærmest ingenting. Som en lille livløs fugleunge ligger hun før afskedens klimaks, foldet sammen på jorden, mens hendes elskede prins står og ser på hende – som han fatalt er kommet til at forråde.

Som über-balletten i den klassiske verden er ’Svanesøen’ det store passionsdrama på liv og død, hvor kærligheden kan folde sig ud for så at fortabe sig for altid. Mørket ulmer fra først til sidst i Den Kgl. Ballets mere dystert-dramatiske bud på Petipas og Ivanovs mesterværk fra 1895.

Som manende baggrund breder store, abstrakt skeletagtige svanevinger sig ud i Mikki Kunttus magiske lysscenografi. Et drømmeagtigt univers af lys og skygge, hvis vingefang åbner sig i blånende frihedslængsel blandt de hvide svaner i natteskoven for så at folde sig sammen som et dunkelt gitterfængsel om prins Siegfrieds hof.

Sartbølgende ungpiger og højtflyvende knægte

Alt er her til start svøbt i sørgedragt efter kongens nylige død. Sorte skrud fejer ildevarslende over scenen – Mia Stensgaards skulpturelle kostumer emmer af atmosfære. En lille kerne af mørke hoffolk lægger deres traditionstunge hænder på prins Siegfrieds skuldre, mens hans isnende almægtige dronningemoder gør tegn til, at han skal finde sig en mage.

Og frem strømmer det af liv med sartbølgende ungpiger og højtflyvende knægte, såsom prinsens følgesvend Benno – den elegante højdespringer Jonathan Chmelensky. Prinsen selv, den luftbårne Alban Lendorf i melankolsk solohumør, drages imidlertid mod de forlokkende svaner i skoven anført af svaneprinsessen Odette – drevet af sted af Tjajkovskijs længselssus, indtrængende smukt fortolket af Vello Pähn.

Men det er frem for alt troldmanden Von Rothbart, der, allerede indlejret i hoffets magtspil, trækker i intrigens tråde og fører prinsen ud mod kærlighedens afgrund. Den intense, knivskarpe Jon Axel Fransson er ved at stjæle hele billedet. Med sin forjættende springkraft synes Rothbart selv at være en art svane ligesom hele den flok, han holder fanget under sin trolddoms magt.

Dæmonisk dobbeltgænger

I forhold til Det Kgl.’s mindre vellykkede version fra 1996 af Peter Martins er det den afgørende drejning i balletmester Nikolaj Hübbes og den koreografisk uprøvede viceballetmester Silja Schandorffs nytænkning af balletten: at prinsen herved får en dæmonisk dobbeltgænger eller skyggeside, præcis ligesom svaneprinsessen er spaltet i en hvid svane, den uskyldsrene Odette, og en sort dæmonisk svane, den forførende Odile. Det skærper og intensiverer dramaet.

Opsætningen mangler endnu at få fulgt historien til dørs og sin nytolkning til at træde ordentligt i karakter, og få tilført kærlighedsdramaet historien og dansen de rette betydnings-accenter. Men der er potentiale i den nye ’Svanesø’, og hele seks forskellige hovedpar står parat til at få forløst kærlighedsdramaet.

Det er en fest, som der bliver brilleret med graciøse fouttéer på stribe og svimlende kavalersnurretop i den besnærende sorte svane pas de deux

Ved premieren var J’aime Crandall en tragisk dvælende og helt igennem smukt dansende svaneprinsesse. Ikke den mest karismatiske men virtuost matchet af Alban Lendorfs suveræne prins. Et pragtpar, hvad dans angår, men det kniber med det indre fortættede drama mellem dem. Det er en fest, som der bliver brilleret med graciøse fouttéer på stribe og svimlende kavalersnurretop i den besnærende sorte svane pas de deux. Her hvor prinsen bryder sit troskabsløfte til sin hvide svaneprinsesse, forledt af den forførende Odile, halter det dog afgørende med at få fortalt historien. Hvordan går hans fatale fejltagelse op for ham?

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Som et åndepust fra en anden verden

Det er først til sidst i afskedens time, der hvor prinsen ser sin hvide svane ligge på jorden, at man for alvor begynder at mærke kærligheden strømme som en indre kraft. Da falder de hvide svaneoptrin også mere til ro i overmenneskeligt perfekte linjer og vingeformationer. Det kom til at rode en del i den første hvide akt med de runde formationer, der skulle tjene til at gøre svanerne til mere feminint duvende skabninger frem for at fremtræde som skønhedens krigere. Svanerne fandt dog frem til deres samlende kraft som et åndepust fra en anden verden.

Tankevækkende nok udmunder det hele for en gangs skyld ikke i kærlighedsparrets tragiske afsked (eller forening). I stedet må prinsen til slut danse rundt med sin dobbeltgænger-overmand, Von Rothbart, mens slottets sorte gitre lukker sig om ham. Og her skal ikke afsløres den overraskende slutning. Men den rammer som et knusende sort vingeslag.

Alt i alt er det mændene, der er rykket frem i kvindernes hvide ballet – ikke som i Hübbes ’Sylfiden’, hvor de helt overtog kærlighedshistorien, men som en forstærkning af dramaet, der lader ane, at der er dybere til bunden af ’Svanesøen’, end man skulle tro.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce