Det Kongelige Teater er nødt til at gennemføre omfattende massefyringer, fordi teatret sparer langt flere penge end de 97 millioner kroner, teatret mister i tilskud over de næste fire år. Teatrets ledelse gennemfører besparelser for næsten det dobbelte – mellem 155 og 160 millioner kroner over fire år – svarende til 20 millioner det første år og mellem 45 og 47 millioner kroner de næste tre år, oplyser økonomi- og bygningsdirektør Marianne Petersen.
LÆS OGSÅ Kongelige operasangere vil dø med støvlerne på
Og det er derfor, at teatret er nødt til at fjerne hele 83 stillinger. For at få budgettet til at hænge sammen barberer teatret nemlig antallet af forestillinger ned med omkring 100 om året. Det giver et fald i billetindtægterne på mellem 6 og 10 millioner kroner årligt, som teatret så også skal finde. Går efter en »langsigtet løsning« Samtidig har teatret fået en række nye forpligtelser i forbindelse med den fireårsaftale, Folketinget har lavet for teatret, siger teatrets økonomichef Marianne Pedersen. »Vi skal være mere udadvendte med gratis arrangementer i foyeren, og vi skal række ud til nye publikumsgrupper. Vi skal indgå i et mere forpligtende samarbejde med Københavns Kommune om folkeskolen, og endelig skal vi arbejde mere sammen med vækstlagene. Det er alt sammen aktiviteter, som koster ekstra i forhold til i dag«, siger hun. Desuden vil de mange afskedigelser, der bliver gennemført i løbet af denne måned, først få virkning fra efteråret, fordi de fleste medarbejdere har en opsigelsesperiode på et halvt år.






























