Hvad er ligheden mellem kærlighed og shawarma? Jo: Ingen ved rigtig, hvad den består af. Man har tit lyst til den, når man er fuld. Og hvis man er uheldig, kan det ende med, at man sidder alene på et toilet og græder. LÆS OGSÅWulffmorgenthaler: Folk er perverse Med den vittighed som optakt til et show, der skulle handle om kærlighed, gik Mikael Wulff, den ene halvdel af tegneserieduoen Wulff-Morgenthaler samt særdeles aktiv stand-upper siden midten af 1990’erne, i gang med sin historie.
Nøgen på Trianglen Omdrejningspunktet var en situation, hvor hovedpersonen – Wulff selv – stod splitternøgen på Trianglen på Østerbro klokken tre om natten en jul for nogle år siden. Og hvordan det kom dertil, ville publikum selvfølgelig gerne høre. For det er alt andet lige et besynderligt scenarie.

Det viste sig, at fortællingen, der efterhånden, som den skred frem, mere og mere fik karakter af en genfortalt film i genren romantisk komedie; og efterfølgende kunne man faktisk godt forestille sig den realiseret med et morsomt resultat på lærredet. Men den tog sin begyndelse i en sammenhæng, hvor dåseøl, rå maskulinitetsdemonstrationer, kroketkøller og små hunde spiller sammen på forbilledlig vis. Og den blev afviklet med Wulffs på en gang skødesløse, men samtidig også sirligt ordrige foredrag samt hans virrende komiske stil, hvor han foregiver at være lidt til en side, men i virkeligheden er særdeles skarp og analytisk i sine pointer, der ofte som hovedgreb tager sproget ’på ordet’ og med sin påvisning af diskrepans hudfletter verbal interaktion i dagligdagen; kort sagt straffer han vor brug af floskler. LÆS OGSÅVi ønsker ikke at gøre nogen fortræd Et andet hyppigt virkemiddel er syllepsis, hvor en remse af fænomener med åbenlys sammenhæng brydes med fremmedelementer. Eksempelvis som da komikeren fortæller om at se på lagenet efter heftig nyforelsket sex og der se »blod, sæd, sekreter ... og marengs« – derefter pause og så overrumplende trumf på: stumper af en tuba. Det er et særdeles effektivt instrument til latterfremkaldelse, men skal virkelig doseres med gnierhånd, og det gør Mikael Wulff ikke altid. Tværtimod har han af og til en tendens til at overgøre og ligefrem forklare sine pointer, hvilket desværre svækker helheden. Klassisk Wulff Det er synd. For han er altså sjov, og det klæder ham at formulere sig i et større overordnet forløb frem for den kaskade af fikse, men usammenhængende jokes, der tidligere har været hans varemærke.