Det er en af de mærkeligste oplevelser, jeg har haft i teatret. ’Brønden’ er fuld af kitsch, sentimental patos og øjeblikke med amatørteater. Alligevel formår den at generere så meget følelsesintensitet, at jeg blev suget med ind i historien om en kvindes endeløse lidelser, højtryksspulet af alverdens modgang.
Brutalt er hun blevet forrådt og forstødt af sin mand og sin familie, hun har mistet sine to små børn, er havnet i misbrug og på gaden, anklaget for mord og indespærret som sindssyg. Offerhistorien får læsset så meget på, at det virker ligefrem komisk. Ægtemanden skal da også være frelst new age-mand og stå for pædofile udskejelser i luksusvillaen i Holte sammen med politikere og andre pæne folk, og de misbrugte børn må selvfølgelig vise sig at være hendes egne.
