MELODRAMA. Der er tryk på klicheen, når lidelseskvinden (Nukaka Coster- Waldau) er i kløerne på brøleshamanen (Josef Wolfgang Nielsen).
Foto: Teater Solaris (pr-foto)

MELODRAMA. Der er tryk på klicheen, når lidelseskvinden (Nukaka Coster- Waldau) er i kløerne på brøleshamanen (Josef Wolfgang Nielsen).

Scene

Patosdrama om en kvindes endeløse lidelser er fuld af kitsch

’Brønden’ bæres igennem af Nukaka Coster-Waldau, men er for overdænget, og det skærmer for historien.

Scene

Det er en af de mærkeligste oplevelser, jeg har haft i teatret. ’Brønden’ er fuld af kitsch, sentimental patos og øjeblikke med amatørteater. Alligevel formår den at generere så meget følelsesintensitet, at jeg blev suget med ind i historien om en kvindes endeløse lidelser, højtryksspulet af alverdens modgang.

Brutalt er hun blevet forrådt og forstødt af sin mand og sin familie, hun har mistet sine to små børn, er havnet i misbrug og på gaden, anklaget for mord og indespærret som sindssyg. Offerhistorien får læsset så meget på, at det virker ligefrem komisk. Ægtemanden skal da også være frelst new age-mand og stå for pædofile udskejelser i luksusvillaen i Holte sammen med politikere og andre pæne folk, og de misbrugte børn må selvfølgelig vise sig at være hendes egne.

Lidelseskvinden tager hele turen på bare fødder til villaen i Holte for at frelse sine børn – men hvorfra stammer egentlig alt blodet på hendes hvide tøj?

Brøleshaman i fjer og bar mave

Det er de blodspor, forestillingen følger som erkendelsesrejse, iværksat af en art brøleshaman i fjer og bar mave (Josef Wolfgang Nielsen). Han dukker op i sindssygehospitalets hvide flisekulde, hvor psykosens mareridtsagtige trærødder vokser frem omkring en lille brønd i midten. Ned skal kvinden i vandets dyb af fortrængninger for at finde sandheden om sig selv.

Kombinationen af kitsch og patos kan sagtens fungere på film, men sjældent på teatret, hvor vi ansigt til ansigt skal dele samme rum, og pinlighedsfaktoren hurtigt kommer op i det røde felt. Her forstår instruktøren Sananda Solaris (før Veronika Kær) imidlertid at gøre brug af sine erfaringer fra operaens verden (bl.a. på Det Kgl.), hvor følelserne godt må storme. Hun har som en velkommen fremmed fugl i teatret sans for det store følelsesformat – og bliver her godt understøttet af Henrik Marstals musik, der inciterende holder sig til puls og stemning uden de store udsving.

Sårbar, sej og flagrende forvildet

Forestillingen bæres dog fra først til sidst igennem i kraft af Nukaka Coster-Waldau, der fuldstændig kompromisløst kaster sig ned i ’Brønden’. Så stærk som aldrig før – sårbar, sej og flagrende forvildet. Det kræver sin kvinde næsten hele vejen igennem at blive fastholdt i den lidendes rolle, uden at det bliver ren offerjammer. Befriende er det dog, når hun træder udenfor og kommenterer historien med et strejf af humor.

I hendes skikkelse bliver det klart, at historien essentielt er af mytisk karakter i slægt med middelalderens helgenhistorier og antikkens dramaer. På det felt har Solaris sin force, men absolut ikke som dramatiker, hvor hun dynger alt for meget på. Hvorfor skal kvinden f.eks. oveni være grønlænder-outsider? Når det ikke bliver dramatisk underbygget, bliver det en kliché. Forestillingens overbudspolitik kan ses som et udtryk for, at det er et psykotisk dyb, vi dykker ned i. Men al den overload kom for mig at se til at spærre for historiens kerne: at kvinden undervejs kommer frem til en form for afklaring om sin egen historie.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce