Der findes næppe en mere indflydelsesrig, på tværs af kunstarterne og til hudløshed fortolket græsk myte i vestlig kultur end den om Orfeus: urdigteren, der synger så skønt af sorg over sin hustru, Eurydikes, død ved slangebid, at underverdenens gud, Hades, lader ham nedstige til dødsriget for at hente hende tilbage.
Aftalens berømte betingelse er, at Orfeus ikke må vende sig og se på Eurydike bag ham, før de er oppe i lyset igen, hvilket selvfølgelig er præcis, hvad han (fuld af længsel) gør, og sådan mister han hende endegyldigt.




























