Det er bare verdens værste dag. I hvert fald for habitmanden P, der arbejder i et firma, der sælger vand på flaske. Alt går galt. Ingen vil høre på ham.
Bortset altså lige fra os, der sidder på Teater Grob og lytter og lytter til alt det, der går galt, så vi efterhånden er ved at sprænges. Murphys lov bliver her anvendt som effektivt intensitetsopbyggende dramaturgisk overakkumulationsgreb: Hvis noget kan gå galt, går det galt. Den ene ulykke efter den anden kommer strømmende med samme uafvendelighed som firmaets vandhanevand, der til gengæld strømlines lige ned i dyre designflasker. Er det mig, der er ved at blive van(d)vittig, spørger P desperat.