0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Klassiker rager lyslevende op i nutiden: Denne forestilling er et stærkt og sanseligt eksempel på, hvad teatret kan, når det er bedst

Shakespeare har fået selfiestang i Elisa Kragerups iscenesættelse af ’En skærsommernatsdrøm’, der også er et stærkt og sanseligt eksempel på, hvordan teatret, når det er bedst, kan åbne en dør ind til fællesmenneskelige drømme og drifter.

Emilia Therese
Foto: Emilia Therese

Peter Plauborg og Maria Rossing i en scene fra forestillingen. Skuespillerne er i kostumer under forestillingen.

Scene
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Scene
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Når ’En skærsommernatsdrøm’ på Betty Nansen kan føles stærkt relevant som teater i 2019, skyldes det ikke kun, at Shakespeares forvekslingskomedie om to unge par, der fortaber sig i skovene uden for Athen og møder deres sande natur, taler til noget instinktivt i mennesket.

Det skyldes også, at man har indtrykket af, at Elisa Kragerups iscenesættelse i hver en replik og bevægelse, i hvert et valg, der er truffet på scenen, forholder sig selvkritisk til teatrets natur og plads i denne verden. At vi er nogle mennesker, der har sat os ind i salen, tager stykket på intet tidspunkt for givet, mens der til gengæld heller ikke er nogen tvivl om, at det selvsikkert iscenesætter teatret som et frigørelsens rum i en verden med alt for meget selvkontrol og mobiltelefon.

Denne særlige bevidsthed kommer til udtryk på mange niveauer i forestillingen, der dybest set handler om, hvordan vi er til stede i verden, i os selv og vores drifter. Vi lægger ud i en næsten-realistisk mareridtsnutid, hvor skærmen dominerer, og kroppen er blevet et ukendt sted. Spørgsmålet er gennem hele stykket, hvad scenen kan gøre ved det.

Men helt eksplicit og i øvrigt grotesk morsomt stilles der spørgsmål til teatret, da en flok amatørskuespillere diskuterer, hvor mange roller de hver især kan spille i ’Pyramus og Thisbe’, som de skal opføre til det tredobbelte bryllup, ’En skærsommernatsdrøm’ kulminerer med.

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Podcasts

Annonce