Klassiker rager lyslevende op i nutiden: Denne forestilling er et stærkt og sanseligt eksempel på, hvad teatret kan, når det er bedst

Når ’En skærsommernatsdrøm’ på Betty Nansen kan føles stærkt relevant som teater i 2019, skyldes det ikke kun, at Shakespeares forvekslingskomedie om to unge par, der fortaber sig i skovene uden for Athen og møder deres sande natur, taler til noget instinktivt i mennesket.

Det skyldes også, at man har indtrykket af, at Elisa Kragerups iscenesættelse i hver en replik og bevægelse, i hvert et valg, der er truffet på scenen, forholder sig selvkritisk til teatrets natur og plads i denne verden. At vi er nogle mennesker, der har sat os ind i salen, tager stykket på intet tidspunkt for givet, mens der til gengæld heller ikke er nogen tvivl om, at det selvsikkert iscenesætter teatret som et frigørelsens rum i en verden med alt for meget selvkontrol og mobiltelefon.