Når ’En skærsommernatsdrøm’ på Betty Nansen kan føles stærkt relevant som teater i 2019, skyldes det ikke kun, at Shakespeares forvekslingskomedie om to unge par, der fortaber sig i skovene uden for Athen og møder deres sande natur, taler til noget instinktivt i mennesket.
Det skyldes også, at man har indtrykket af, at Elisa Kragerups iscenesættelse i hver en replik og bevægelse, i hvert et valg, der er truffet på scenen, forholder sig selvkritisk til teatrets natur og plads i denne verden. At vi er nogle mennesker, der har sat os ind i salen, tager stykket på intet tidspunkt for givet, mens der til gengæld heller ikke er nogen tvivl om, at det selvsikkert iscenesætter teatret som et frigørelsens rum i en verden med alt for meget selvkontrol og mobiltelefon.
Denne særlige bevidsthed kommer til udtryk på mange niveauer i forestillingen, der dybest set handler om, hvordan vi er til stede i verden, i os selv og vores drifter. Vi lægger ud i en næsten-realistisk mareridtsnutid, hvor skærmen dominerer, og kroppen er blevet et ukendt sted. Spørgsmålet er gennem hele stykket, hvad scenen kan gøre ved det.
Men helt eksplicit og i øvrigt grotesk morsomt stilles der spørgsmål til teatret, da en flok amatørskuespillere diskuterer, hvor mange roller de hver især kan spille i ’Pyramus og Thisbe’, som de skal opføre til det tredobbelte bryllup, ’En skærsommernatsdrøm’ kulminerer med.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Få det store overblik for 1 kr.
Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind
