Når ’En skærsommernatsdrøm’ på Betty Nansen kan føles stærkt relevant som teater i 2019, skyldes det ikke kun, at Shakespeares forvekslingskomedie om to unge par, der fortaber sig i skovene uden for Athen og møder deres sande natur, taler til noget instinktivt i mennesket.
Det skyldes også, at man har indtrykket af, at Elisa Kragerups iscenesættelse i hver en replik og bevægelse, i hvert et valg, der er truffet på scenen, forholder sig selvkritisk til teatrets natur og plads i denne verden. At vi er nogle mennesker, der har sat os ind i salen, tager stykket på intet tidspunkt for givet, mens der til gengæld heller ikke er nogen tvivl om, at det selvsikkert iscenesætter teatret som et frigørelsens rum i en verden med alt for meget selvkontrol og mobiltelefon.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Bliv en del af fællesskabet på Politiken
Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Prøv nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
