Forestil dig, at du ligger interneret på et hospital, ramt af en faretruende epidemi, mens den verden, du kender, går til grunde omkring dig. En hvid tåge har pludselig bemægtiget sig dit syn.
Ja, det kræver jo ikke den store fantasi at forestille sig – uanset at sådan et scenarie for bare et halvt år siden ville have lydt som den rene sci-fi dystopi. Men det er netop denne velkendthed, som Christian Lollikes højaktuelle nutidsgyser ’En fortælling om blindhed’ forstår at udnytte, baseret på den portugisiske nobelprisvinder José Saramagos roman fra 1995. Som publikum bliver man helt fysisk installeret midt i historien om, hvordan menneskelig forråelse griber om sig under en blindhedsepidemi. Mere og mere grotesk udvikler situationen sig. Hvor langt vil vi selv gå?
Som velafrettede coronadanskere har vi, i alt 41 premieretilskuere, indfundet os med social afstand på Aarhus Teaters Studioscene, omdannet til køligt hvidt lazaret. Her står aftenens enerådende spilleder og fortæller (Simon Mathew) hvidsminket i hvid smoking og beordrer os ned på de 41 feltsenge, hvor vi velvilligt ifører os tætsluttende hvidmalede fyrværkeribriller, mundbind og høretelefoner. En grotesk version af covid 19- tryghedsmantraet ’Alene Sammen’.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Få det store overblik for 1 kr.
Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind
