Der er udbrudt akut Fomo blandt de holbergske gemytter. Hvem kunne drømme om at gå glip af en maskerade?
»Jeg kan umuligt holde mig fra maskeraden i aften«, erklærer den unge, elskovslystne Leander, ligesom hans selvbevidst udfarende tjener, Henrik, er ellevild over udsigten til alle de piger, han kan nå at forelske sig i. Også husets frue, Magdelone, står og tripper, forhippet på at få gang i dansebenene: »Kan gamle koner også gå på maskerade?«.




























