I den anden ende af den tilfældige café, hvor jeg har sat mig på for at skrive denne tekst om at starte som ny teateranmelder, har en prominent dansk teaterinstruktør netop taget plads.
Rundt om hjørnet ligger Betty Nansen, hvor Elisa Kragerup er direktør og kunstnerisk leder. Det er hende, der har sat sig i den anden ende af cafeen.
Som anmelder møder man hele tiden teaterfolk om formiddagen på cafeerne. Mange af os sidder jo ikke fast på et kontor, men foretrækker til gengæld kaffen serveret, mens vi kommer til os selv. Scenefolkene bladrer i manuskripter og tager noter, mens jeg så diskret som muligt taster en anmeldelse på tastaturet.
Det sker, at vi nikker til hinanden eller fører en kort og høflig samtale, andre gange bliver man ignoreret eller, nok snarere, ikke genkendt. Hver gang ser jeg brudstykker af det, jeg har skrevet om den pågældende person, passere revy. Man husker det kun svagt, men har på fornemmelsen, at den anden husker det tydeligt.
