25. september 1722 fik Holbergs første komedie, ’Den politiske Kandestøber’, urpremiere på Lille Grønnegade-teatret i København. Indtil den dag havde teater i Danmark været enten rene skolekomedier eller omrejsende udenlandske gruppeteatre.
Bag Lille Grønnegade-teatret stod danskere og franskmænd. Blandt dem den franske skuespiller René Montaigu, der havde optrådt på fransk i Danmark tidligere. Licensen til det nyåbnede teater krævede, at der blev spillet på dansk.
Teatret havde lagt ud to dage inden med en tekst af franskmanden Molière, ’Den gerrige’, i dansk oversættelse. Og fortsatte med en stribe af Holbergs komedier.
Teatret i Lille Grønnegade måtte lukke 6 år senere. Men det regnes for roden til Det Kongelige Teater. Og til dansksproget scenekunst.
Vi fejrer i disse uger 300-året for dansk teater med en række interviews, essays og kommentarer.