»I 2019 blev jeg spurgt, om jeg ville skrive en forestilling om dem, der gik forrest i klimakampen. Det betød, at jeg var nødt til at sætte mig ned og læse en masse bøger og rapporter. Og det ændrede alt for mig«.
»Til første møde med forestillingens hold kunne jeg nærmest ikke sige mit navn uden at begynde at græde. Jeg vidste jo godt, at det stod slemt til. Jeg havde bare afholdt mig fra at gå ind i det. Nu forstår jeg med både krop og hjerne, hvad vi står over for, og pludselig virkede det fuldstændig meningsløst at lave teater. Fordi vi har så travlt. Det bliver allerede nu sværere at dyrke fødevarer og skaffe rent drikkevand i Europa, i USA, i hele det globale syd. Folk kommer til at ville gå i krig for den slags ressourcer. Så for mig er det alt, der er at sige lige nu«.
