klassikere og kulturarv kan volde teatrene problemer. I de første mange år af dansk teaters 300-årige levetid har instruktører og teaterdirektører nogenlunde frit kunnet sætte stykker op med eksempelvis kuede kvinder, slavegjorte sorte, latterliggjorte skabsbøsser eller personer med handikap. Men i en tid med identitetspolitik og diskussioner om, hvordan minoriteter fremstilles, er der sket noget.
Senest har Det Kongelige aflyst ’Othello’ for at undgå en sag om racestereotypier. I 2019 undveg samme teater minefeltet i en ny helaftensballet om Karen Blixens liv og iscenesatte en rituel stammedans i modlys, så danserne uanset hudfarve bare fremstod sorte. Aarhus Teater havde til gengæld diskussioner om de overvægtige roller i Christian Lollikes ’Kagefabrikken’ i sidste sæson, fortæller teatrets direktør, Trine Holm Thomsen.
Også i film- og tv-branchen er diskussionen blusset op. Skuespilleren Eddie Redmayne tog som ciskønnet mand rollen som transkvinde i ’Den danske pige’, men undskyldte sidste år og sagde, at han aldrig ville have taget rollen i dag. DR’s ungdomsserie ’Doggy Style’ fra 2018 rejste debat, fordi en person uden handikap spillede en person med.
Hvordan skal teatrene manøvrere, når tidsånd og samfundsdebat i den grad sætter forestillingerne til diskussion? Det spørger vi teaterdirektøren på Aarhus Teater om, i anledning af at dansk teater i disse uger kan fejre sit 300-års jubilæum. For der er sket et skred, siger Trine Holm Thomsen.
