Ved premieren på en ballet i Hannover blev en kritiker angrebet med hundelort. Episoden undersøges nu.

Balletchef kaster hundelort mod anmelder fra kendt tysk avis

Marco Goecke (f. 1972) blev ansat som balletscef for Hannovers Statsopera i 2019. Foto: Christophe Gateau/Ritzau Scanpix
Marco Goecke (f. 1972) blev ansat som balletscef for Hannovers Statsopera i 2019. Foto: Christophe Gateau/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

En balletchef ved Statsoperaen i Hannover har ved en premiere kastet hundelort mod en kunstkritiker fra en af Tysklands ledende aviser.

Kritikeren fra Frankfurter Allgemeine Zeitung (FAZ), Wiebke Hüster, siger, at hun har sendt en formel klage over balletchef Marco Goecke.

I avisen skriver den redaktionelle ledelse mandag, at »vi tager den overlagte nedværdigelse og ydmygelse ved et planlagt ekskrementangreb meget alvorligt«.

Teatrets ledelse har også bekræftet episoden ved lørdagens premiere på balletten ’Tro – Kærlighed – Håb’, og den undskylder.

I erklæringen fra teaterets ledelse hedder det, at gældende love og regler omkring Goeckes fortsatte ansættelse er ved at blive undersøgt.

Frankfurter Allgemeine Zeitungs redaktionelle ledelse mener, at sagen afspejler nogle udbredte modsætninger i kulturlivet.

»Episoden belyser – på en skræmmende virkelig måde– hvad der øjensynlig i dag ofte tænkes og siges om kritik og kritikere i det kunstneriske miljø«, hedder det i artiklen.

»Goeckes grænseoverskridende adfærd afslører det vanskelige, forrykte forhold, som en kunstner har til kritik«, pointeres det videre.

Frank Rieger, som er regional formand for Det Tyske Journalistforbund (DJV) i delstaten Niedersachsen, siger, at episoden er et angreb på ytringsfriheden.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her