Sådan plejer man ikke ligefrem at se publikum i aktion: Hele salen sidder og vifter med deres sovedyr. Festligt ser det ud. Tænk, om det bredte sig. Det kunne måske sætte lidt pep i 'Tribadernes nat' og andre forestillinger på tilsvarende store scener. Nu drejer det sig altså her om et børnepublikum. Men når en institution som Nørrebro Teater med sæsonens åbningsforestilling på den store scene overraskende vælger at satse på de helt små, er det skidt, at forestillingen ikke er mere ambitiøs på de smås vegne. Der er lagt op til fest. En teaterkoncert med et livligt husdyrhold af dansende isbjørne, katte, der rapper, og hunde, der bliver bange. I midten hopper og danser - og synger - Rosa fra 'Rosa fra Rouladegade' på tv. LÆS OGSÅDa isbomben sprang Det er der gratis kendiseffekt i, men Rosa Gjerluff Nyholm har faktisk også på scenen en usædvanlig smittende energi, når hun i sin røde balkjole går om bord i publikum med røde gummistøvler på. Sjovt er det, når en sort krage kommer ind og henført giver den som den lille undulat, der »har så ondt i sin maave«. Eller når den bitte, aldeles usynlige Lille Peter Edderkop brokker sig over hele tiden at skulle falde ned - og de små i salen synger gladelig med.
Det handler om at »holde styr på dyr«. Men det kniber med at holde styr på både 'Mæh siger det lille lam' og 'Her er min mor', når ide og tekst er så tynd, og dyrene ikke er de bedste performere. I mindre skala havde det givet fungeret bedre, show og scenebilleder er pumpet op til langt mere, end godt er. Til sidst toppes der op med ekstra flødeskum: fødselsdag med balloner. Så er alle da glade? Brunt antishow Det kan man til gengæld blive ved synet af en enkelt lille brun bamse i Riddersalen. For den har været væk og er nu blevet fundet. Alt er brunt i brunt og foregår i småtingsafdelingen, en smule fodslæbende - totalt antishow på ægte Riddersals-veteranmaner. Det handler om ting, der bliver væk. Men med et karakteristisk pudsigt vrid går forestillingen ikke så meget ud på at lede - efter nøgler, blyant og briller - men på at finde. Her er stedet, hvor ting bliver af, når de bliver væk. Utroligt, som der er tøffende gang i den på hittegodskontoret - alle tiders oneman-skrammellegeplads. Tabte genstande kommer rullende gennem et langt blikrør, og nødsignaler skratter ind over radiosenderen. LÆS OGSÅHer er ni grunde til at tage børnene med i teatret i efteråret Hittegodsejeren i den brune kittel (lune Ole Håndsbæk Christensen) futter rundt i sin brune kittel og agerer tingfinder på tip-top-gammeldaws maner - det rene Storm P.-ekspeditionsmaskineri. Total triumf, når han kan smække låget i finde-kassen eller sætte glemte sager på minitogbanen i ekspresfart til rette ejermand: Fundet! 'Ret tit, borte tit' har en typisk Riddersals-morale: Vi gemmer på så mange ting, at vi glemmer det væsentlige - så som at spise en æggemad! Men væsentligst er det, at her kan man finde det, som teatret alt for let mister: en underfundig livsnerve. Bamsefri zone Det har 'Habengut' også styr på, selv om forestillingen her på Folketeatrets Børnescene ikke har styr på dyr. Det er nemlig totalt bamsefri zone - måske lige bortset fra en lille robot, der rulles rundt som den mest nuttede affaldsbeholder set længe. Jo, hr. og fru professor Habengut i deres hjernehvide kitler har totalt tjek på teknik. Et knips med fingeren og vupti, er væggene animations-oversået med den kæmpehammer eller det trykluftsbor, parret nu skal bruge til næste geniale opfindelse. En rendyrket minimalisme hersker i det tomme laboratorium. Hvordan skulle der ellers være plads til alle deres ideer? Dem trækker parret ud af væggene, lange gule snore, på kryds og på tværs - både den sjove ide til at fnise ad, den hotte til at brænde fingrene på og så den søde, som de to kommer op at toppes over. Daniel Norback er en skøn Einstein-klovn, som han står der og rager til sig af ideer, hjælpeløst viklet ind i idesnorene. Selvfølgelig må han ryge ud ad en skør ide og havne i animationernes skyggeland, hvor han bliver jagtet af stenaldermammutter og ræsende storbytrafik.
