H.C. Andersens eventyr om lille Kay, der får en trold-splint i øjet og lader sig indfange i Snedronningens kolde favn, ligger snublende nær den historie, Elisabeth Gjerluff Nielsen gerne vil fortælle i sin debutroman 'Isdronningen'. Det kvindelige kølelegeme er i denne samtidskarikerende udgave ikke overraskende en gold karrierekvinde med alt for megen orden i regnskaberne og alt for lidt trafik i underlivet. Hun lever naturligvis af at sælge iskager til hverdag og fest og forgriber sig under et migræneanfald (?) på en mindreårig adonis. Det delikate spørgsmål er selvfølgelig, om 'Kay' i virkeligheden gerne vil forføres - bare lidt - af den modne dame, et spørgsmål som også rumsterer i det jyske parcelhusmiljø, Elisabeth Gjerluff Nielsen lader sin isbombe eksplodere i. Den sensationelle mesalliance opdages af en tredje person, hvis relation til de implicerede parter læseren selv skal ha' lov at opdage. Men det er i denne tredje person og hendes lille biotop, forfatteren føler sig hjemme. For i skildringen af den 40-årige Karina, hendes fire unger, tredje mand og nyerhvervede rødstensparcel, bliver Elisabeth Gjerluff Nielsens digteråre synlig.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























