Lyt til artiklen
Det er svært at opføre ’Kong Lear’ uden en konge. Nok starter hele det uheldssvangre forløb med, at den gamle Lear overgiver kongemagten til sine døtre, men man skal pinedød kunne mærke hans kongelige autoritet, en vis magtfuld værdighed, uanset hvor lunefuld og skingrende selvoptaget han er.
Ellers står dramaet uden afsæt til det fald, der er enhver tragedies grundstof. I Peter Langdals iscenesættelse bliver det da heller aldrig nogen tragedie, at Lear ender som en galning ude i stormens ødemark, berøvet alt, mens riget går til i intern krig og blodig magtkamp.
