Kina er hot, når det gælder business. Nu også på teatret, hvor noget så eksotisk som et virksomhedsdrama i Shanghai – i aktuel sync med DR-serien ’Bedrag’ – er rykket ind på Grob som teatrets femte udspil i det ambitiøse, men blafrende projekt ’Det Sjette Kontinent’, der udforsker det at være dansk i en globaliseret verden.
Alle kneb gælder, når en dansk medicinalvirksomhed vil kapre Wang og hans pillefirma. Den danske chef på stedet tror, han »styrer Kina« i kraft af års benarbejde og som direktørens søn. Men han (stærkt spillet af Kasper Leisner) må satse hårdt på god gammel male bonding – chinese style, gan bei! – og give køb på sin antikorruptionskampagne, for hans smilende, kvindesnu kollegakonkurrent skyr ingen midler for at vippe ham af pinden eller ud ad vinduet for at få tag i kineseren og selv smække måsen i førersædet. En kliché af en bedragerisk bitch, som Camilla Bendix dog får tøet op med sin varme rummelighed.






























