Der er det med skuespilleren Anders Mossling, at hans hår ser håbløst ud. Og så er der skællene, som den midaldrende mand står og drysser ud over scenen. Sammen med alle de andre fejl og mangler, såsom svamp i skægget, dårlig musiksmag og sammensunken overkrop. Kun fødderne er o.k., bortset lige fra storetåen med svamp: »Den stinker!«.
Det er den nådesløse konsekvens i hans pinagtige body scan, der får ’Opvisning i lavt selvværd’ til at trænge ind. Det bliver ved og ved – videre til Kitt Maiken Mortensens »alt for lange skamlæber« og grådige trang til ros og slik. Det hele bliver vist frem i mindste korporlige detalje. En monoman selvoptagethed, jeg ikke alene rigeligt kan genkende mig selv i, men som i og med den akkumulerende selvudlevering virker så grotesk, at latteren ruller – op imod de rå vægge.




























