Fra første færd har Ødipus det med at falde over sine egne kongelige fødder. Et forvarsel om hans fatale fald fra magten, bort fra det menneskelige fællesskab.
Allerede som spæd fik han sine ankler gennemboret, og den lille Svullenfod (som navnet betyder) blev sat ud i ødemarken. Alt sammen for at undgå de skæbnesvangre profetier: at han skulle dræbe sin egen far – og siden ægte sin mor. Ikke desto mindre er det den skæbne, han nu, sandhedssøgende skridt for skridt, til sin rædsel må indse, at han har fuldbyrdet. Uden at vide det.





























