»Døde børn vejer ingenting«, fortæller menneskefiskeren os. Som kystvagt på Lampedusa har han til opgave at fiske de hundreder og atter hundreder af druknede flygtninge op, der de senere år er drevet forbi den lille ø, der er berygtet som Europas udsatte forpost og gravplads.
Og her sidder vi godt 40 tilskuere og trækker vejret – i tæt rundkreds omkring manden med den store erfaring i, hvor forskellige mennesker kan se ud i druknet tilstand. Der er dem, der ser ud, som om de bare sover, dem, hvor små bidder af ansigt og fingre er blevet spist af fiskene, og så det store flertal af opsvulmede, gummiagtige lig, som det kræver to mand at hale indenbords.




























