Så kører ’Masterchef’ igen med gryder og pander, frikadeller og fars. Med sovs, som skiller skæbnesvangert, det fatale ben i fiskefileten, den gennemstegte bøf, som skulle være rosa, og suppen, som ikke var klar nok. Samt alle de andre skavanker, som får deltagere til at lægge forklædet og forlade køkkenet med oprejst pande, lidt sved i tårekanalen.
Alt er, som det plejer at være, bortset fra at de fire kokkemusketerer er blevet til tre. Thomas Castberg med sit langsomme, dæmoniske aristokratsmil er desværre borte. Med sarkasme som svovlsyre og stoisk gelassen var han sfinksen i dommerpanelet.
Set og hørt er Politikens daglige klumme om tv, streaming, radio og podcast. Den skrives på skift af avisens skribenter og er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning.




























