Den franske instruktør Francois Truffaut har et sted accentueret det splitsekund i klassikeren ’Singin’ in the Rain’, hvor Debbie Reynolds efter det forrygende sang- og dansenummer ’Good Morning’ falder ned i sofaen. Med nærvær nok til lige at rette på nederdelen, så undertøjet ikke skimtes. På en og samme tid sødt og sexet, uskyldigt og tækkeligt. Signifikant et signal på den sunde ærbarhed, som Reynolds professionelt blev et symbol på i 1950’erne. En meget amerikansk, men også smittende cocktail af Rikke Rask og Ronja Røverdatter, energisk, elskelig og lige så erotisk som æblekage, limonade og kindkys om eftermiddagen.
Siden skulle hun blive syngende nonne og synkefri forretningskvinde. Men som den lykkelige stjerne i Gene Kellys arme gør hun immer de fleste mænd bløde i knæene. Rollen blev Reynolds skæbne. Noget, som skulle gentage sig 25 år senere, da hendes datter, Carrie Fisher, for evigt blev Stjernekrigens sexede prinsesse Leia med stenansigt, stive øjenbryn og to kanelsnegle som frisure i tindingerne. Hendes stereotype bane blev dog værre, tristere og kortere end moderens. Carrie døde som 60-årig i 2016, mens mor dagen efter stillede stiletterne som 84-årig. De boede lige ved siden af hinanden. Mor-datter-forholdet var labilt og ambivalent, men også bundet kærligt sammen, mere som bittersødt skæbnefællesskab end blot blod og slægtskab.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage
Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.
Læs videre nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
