Nogle vil kunne finde på at bebrejde svenskerne Maj Sjöwall og Per Wahlöö, at de skruede op for realismen, samfundskritikken og den slags i deres krimier. For det betød et stykke ad vejen farvel og tobak til flamboyante mesterdetektiver med vokset skæg eller sirligt strikketøj og goddag til mismodige melankolikere med ondt i privatlivet og ganske ofte også både hang til spiritus og synlig Høng til camembert.