Det er efterhånden bange anelser, der melder sig, når talen falder på vort svenske naboland. Engang var svenskernes så stiliga og perfekte, at vi danske var nødt til at nedgøre dem som kedelige, ja omtale dem som tyskere forklædt som mennesker. De tævede os i fodbold og håndbold. Var næsten bedre til bordtennis end kineserne. Og de producerede labre volvoer, fik varm og nærende frokost i skolerne, og så var både smøger og slik endda billigere hos dem end her i Dannevang.
Sådan er det mildest talt ikke længere. Idealstaten Sverige, det store åbne og inkluderende folkhem, har fået ikke bare buler og skrammer i lakken. Der er snarere tale om regulære sætningsskader, så samfundsbygningen vakler som det berømte italienske tårn i Pisa. Undersøgelser viser, at de åbne grænsers politik har skabt store sociale problemer, og det har så igen afstedkommet en parlamentarisk situation, hvor det højrepopulistiske parti Sverigedemokraterna har opbakning fra små 20 procent af befolkningen, hvilket gør det vanskeligt for såvel de borgerlige som venstrefløjen at regere, fordi de ikke vil samarbejde med Jimmie Åkessons nationalister.
