0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Enten er du med os, eller også kan du skride, siger de. Og de mener det

Anna Martensens tv-serie om woke-oprøret på Kunstakademiet er godt og empatisk fjernsyn, men måske også en lille smule for forstående i forhold til de portrætteredes uforsonlighed. Det skriver Henrik Palle i denne klumme.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Foto fra 'Oprør på Akademiet'
Foto: Foto fra 'Oprør på Akademiet'

Anna Martensen er virkelig forstående og oprigtigt empatisk i forhold til de medvirkende radikale projekter.

Set og hørt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Set og hørt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Kan man på den ene side kolportere så radikale budskaber som »Enten er du med os, eller også skal du get the fuck out of our way« og så samtidig kræve, at verden tager særhensyn til én, fordi man tilhører en etnisk, seksuel og kunstnerisk minoritet?

Er det i orden at betegne så godt som alle andre mennesker som ekskluderende racister og sexister og så samtidig udvise en kompromisløshed, der ekskluderer de fleste? Og skal man som hvid vestlig velfærdsborger altid føle en lille smule skyld, fordi der er så megen undertrykkelse, ufrihed og misrepræsentation i verden? Ifølge hovedpersonerne i dokumentaristen Anna Martensens fire afsnit lange tv-serie ’Oprør på Akademiet’ er svaret ja til alle tre spørgsmål. Og det selv om hun bliver skudt alskens gustne overlæg i skoene af nogle af de kunstnere, hun skildrer med enorm empati og næsten selvudslettende ydmyghed.