Kan man på den ene side kolportere så radikale budskaber som »Enten er du med os, eller også skal du get the fuck out of our way« og så samtidig kræve, at verden tager særhensyn til én, fordi man tilhører en etnisk, seksuel og kunstnerisk minoritet?
Er det i orden at betegne så godt som alle andre mennesker som ekskluderende racister og sexister og så samtidig udvise en kompromisløshed, der ekskluderer de fleste? Og skal man som hvid vestlig velfærdsborger altid føle en lille smule skyld, fordi der er så megen undertrykkelse, ufrihed og misrepræsentation i verden? Ifølge hovedpersonerne i dokumentaristen Anna Martensens fire afsnit lange tv-serie ’Oprør på Akademiet’ er svaret ja til alle tre spørgsmål. Og det selv om hun bliver skudt alskens gustne overlæg i skoene af nogle af de kunstnere, hun skildrer med enorm empati og næsten selvudslettende ydmyghed.
