Min bankrådgiver sagde det ikke direkte. Men det var helt tydeligt mit forbrug af takeaway og kaffe, Linda hentydede til, da hun ringede i sidste uge og sagde, at jeg skulle spare så meget op som overhovedet muligt – allerede fra nu – hvis jeg ville gøre mig forhåbninger om engang at kunne flytte fra vores 61 kvadratmeter.
Linda er en af de eneste, som ved, hvor mange penge jeg egentlig bruger på mad om måneden. Og jeg kan ikke bortforklare, for hun kan jo faktisk se mine konti og mine mønstre. Heldigvis er det forbeholdt de få. For over for resten af verden kan jeg selv vælge, hvad jeg fortæller – om min nye silkeskjorte købt i Røde Kors (som jo også er en måde at støtte krigen i Ukraine på), eller at jeg køber økologisk og dansk.
Set og hørt er Politikens daglige klumme om tv, streaming, radio og podcast. Den skrives på skift af avisens skribenter og er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning.

























