Vi går alle og pusler med livets store spørgsmål i ny og næ. Men hvem der i realiteten styrer den globale pornoindustri, er ikke noget, jeg har ruget over på det seneste. Men det var kun, indtil jeg blev anbefalet at lytte til Financial Times og Pushkin Industries’ podcastserie ’Hot Money’, der over otte afsnit denne sommer har optrevlet, hvem der bestemmer i pornoland, og hvordan forretningsmodellen på nettet fungerer.
Det er fundamentalt god journalistik og en eminent velfortalt historie om det kødfulde fænomen, som efter sigende står for 8 procent af verdens internettrafik. Værterne, journalist og redaktør på Financial Times Patricia Nilsson og Alex Barker, gør overraskende opdagelser undervejs i deres neddykning i en verden, der ikke har så meget med VHS-bånd og Ugens Rapport at gøre længere (jeg er selvsagt novice på området).
Set og hørt er Politikens daglige klumme om tv, streaming, radio og podcast. Den skrives på skift af avisens skribenter og er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning.




























