Danmark er et velfærdssamfund. Et land, hvor der ikke er nogen høje bjerge, og hvor få har for meget og færre for lidt, som Grundtvig kvad.
Men sådan er det ikke desto mindre, viser serien ’Håbløst arbejde’, i en del tilfælde over det ganske land, hvis man interesserer sig for de jobcentre, der har til formål at skaffe folk i arbejde efter en social situation. For det blev nemlig på et tidspunkt fastslået som uanfægtelig sandhed, at alt for mange danskere blot blev parkeret på langtidsydelser som førtidspension. Og det kan man ikke have i et gennemprotestantisk samfund, hvor ikke så få ligger og vrider sig søvnløst på lagnerne om natten ved tanken om, at dovendidrikker og døgenigte nyder livet på overførselsindkomst, mens andre må tjene deres brød i deres ansigts sved og knap nok kan få råd til en waleskringle og et glas Kirsberry en gang i mellem.
