Der er slutspil i herrehåndbold igen, og det er ærlig talt lidt svært at få klappepølsen rigtig op at svinge. Selv for en inkarneret fanatiker, hvis egen karriere toppede, dengang kringler, løbeskud og skomagerfinter var hot shit i håndboldverdenen, og man varmede op til Sko/Torp. Jeg elsker håndboldens møde mellem det brutale og yndefulde, det kraftfulde og tekniske og det impulsive og taktiske. Men denne 28. udgave af VM i herrehåndbold i Polen og Sverige føles allerede lidt som en gentagelse.
Måske er det bare mig, men en slutrunde hvert eneste år (EM og VM) udvander simpelthen interessen for igen at sætte sig op til endnu en turnering. Det gør heller ikke noget godt for ens nysgerrighed, at der til VM er for stor kvalitetsforskel på mange af holdene. Og så er der Danmarks dominans. Det var mere spændstigt dengang i begyndelsen af 00’erne, hvor man hev en flaske champagne frem, når vi vandt bronze. Man ved bare, at det er svært at hidse sig op over en ny turnering, når det mest motiverende som seer er, om vi kan vinde VM-guld for tredje gang i rap. Som de første nogensinde.
