»Det er sgu’ da lige til at få ondt i nosserne af.« Sådan siger en af de unge medvirkende i Mette Korsgaards dokumentarfilm ’De umyndige’. Hun sidder i selskab med en socialrådgiver og gennemgår sin egen sag, som hun har fået aktindsigt i. Og alene omfanget af sagen – vi taler to gange Kraks blå bog – er skræmmende, i betragtning af at det unge menneske endnu ikke har nået konfirmationsalderen. Og hun trives ikke i sin egen familie, hvorfor hun har søgt tilflugt i Joannahuset, et krisecenter på Christianshavn, hvor unge under 18 år kan komme og få hjælp, husly og helle i en tilværelse, som ingen mennesker burde friste.
Hvad problemerne for de unge, vi møder i filmen, helt konkret består i, får vi ikke det store indblik i. Jo, i et enkelt tilfælde. Den 16-årige Aziz er i ti år blevet udsat for såvel psykisk som fysisk vold. Og heldigvis får han medhold i sin anmodning om at komme til at bo et andet sted end hos sine forældre. Men for de andres vedkommende aner man generel mistrivsel, psykisk sygdom og misbrug i hjemmet som årsag til, at de unge mennesker gerne vil anbringes.
