På universitetet lærte jeg, at vor kultur kaldes græskjødisk. Kogt spøgefuldt ind til sætningen: Fra grækerne har vi monogami, fra jøderne monoteisme, en mage, en Gud. Og ja, vi skriver ham med stort g, når vi mener den kristne Gud. Den eneste, vi ifølge De Ti Bud må tro på og dyrke andægtigt. At tro på Zeus og co., Tor og Odin eller julemanden og Sherlock Holmes koster ved kassen. Derfor er Guds første og vigtigste bud til Moses på bjerg og tavler ’Du må ikke have andre guder end mig’.
Hvorfor og hvorledes var et emne for forfatteren Kristian Leth og journalisten Lauge Hendriksens fortræffelige serie om kristendommens rødder, ’Bibelen Leth fortalt’. Hvordan kom det sig, at guden fra Det Gamle Testamente både kan være en lidenskabelig, grusom og regelret gud – englænderne kalder ham sågar jaloux – og samtidig den alfaderlige, favnende og beskyttende gud? Som det ene øjeblik minder om Don Corleone i ’Godfather’, det næste en general i Frelsens Hær?
