Engang stod jeg ved siden af en fremtrædende muslim ved det store kolde bord med alt fra sild til skinke. Netop skinken indfangede ham, og med et blink i øjet og en kniv i hånden henvendte han sig til de omkringstående med et: Vi er enige om, at det der er kalkun, ikk’?
Episoden randt mig i hu i et af afsnittene i den charmerende svenske madserie ’Gud hvor godt’. En muslimsk komiker fortæller om sin glæde ved den lufttørrede spanske sortfodsskinke, og at fristelsen for at bryde forbuddet mod grisekød kan være for stort. Men som en anden medvirkende, en teolog, siger det så rammende: Alle religioner, som udgår fra Moses, begynder med et forbud. Gud ville jo ikke have, at Adam og Eva spiste af kundskabens træ.
Set og hørt er Politikens daglige klumme om tv, streaming, radio og podcast. Den skrives på skift af avisens skribenter og er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning.


























