En dumhed sat i form, det er en tanke, når verset ryster stolt sin løvemanke. Sådan skrev digteren Sophus Claussen, og det kan der være noget om i en poetisk sammenhæng. Men en fordom sat i form bliver derimod ikke nødvendigvis til godt fjernsyn, selv om Signe Molde drager til Monaco og beser de angiveligt mobbede rige menneskers paradis, solbeskinnet ved Cotê d’Azur, hvor kvadratmeterprisen for en bolig kan andrage op til trekvart millioner kroner og hvor rosset ganske enkelt ikke har adgang, med mindre det er for at udføre diverse former for ufaglært arbejde.
Den gode Signe Molde har nu i adskillige ombæringer udfordret mindretal, disses selvforståelse samt vores holdning til disse. Og selvfølgelig skal høj og lav høres, hvorfor turen er kommet til de rige. Præmissen for udsendelsen var, at rige mennesker dæmoniseres, udskammes og hetzes. For deres rigdom, deres adfærd og tendens til at bosætte sig i skattely, når først formuen er i hus efter velfærdsfinansieret uddannelse og iværksættermuligheder.
Set og hørt er Politikens daglige klumme om tv, streaming, radio og podcast. Den skrives på skift af avisens skribenter og er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning.


























