Spartaneren Kratos er så rå, at han får de muskelsvulmende spartanere fra filmen ’300’ til at ligne en fordrukken flok hooligans fra en mindre jysk fodboldklub. Derfor står han med rette øverst på de græske guders hurtigkaldsliste, når et mytologisk monster eller en overambitiøs gud skal nakkes i ’God of War’. Som med den førnævnte film er historien tyndbenet og effektbåren, så i længden kan man blive godt træt af den hormonbøffede spartaner, der okser sig gennem endeløse rækker af fjender. Har man spillet de to foregående PlayStation 2-spil, må man imponeres over, at følelsen bag spillet kan genskabes så præcist på PSP. Men man må også kæmpe mod et deja-vu, for ’Chains of Olympos’ bidrager intet nyt til hverken genre eller serie. Den guidede tour gennem græsk mytologi går sin slagne gang, og når man ikke høvler soldater og mytologiske væsner, indsamler man energi, så ens magi og smarte kamptricks bliver opgraderet. Og så går det derudad igen. Kampene er skrapt intense. Selv om man gennem spillet får mulighed for særlige angreb, kommer man skuffende langt ved alene at panikhamre på ’angrib’-knappen i et væk. Spillet taber dampen halvvejs gennem historien, og modstanderne virker her som gentagelser af sig selv. Selv boss-monstre – som den iltre basilisk, der synes større end PSP’ens lille skærm kan rumme – bliver aldrig overgået. Vold, splat og ingen tænksomme dikkedarer. Et drengerøvs-spil, som kun en amerikansk spiludvikler kan definere det.