Vip mobilen og kæl for manden. Klar opvasken i takt til funkmusik eller flyv gennem fordøjelsessystemet som et majskorn. Det skorter ikke på kreativiteten i årets seks afgangsspil fra Det Danske Akademi for Digital, Interaktiv Underholdning, DADIU. Seks spil, der alle viser, hvad spilmediet kan, når udviklerne bag ikke konstant paces frem af kommercielle pust i nakken. Men også seks spil, hvor ideerne funkler i teorien, men flere falmer i problematisk teknisk udførelse. Bedste eksempel er det mest ambitiøse af dem alle: ‘Play’ – et erotisk mobilspil. Det er rettet mod kvinder og andre med øje til mænd, for spilleren skal kærtegne en mand gennem fem scener. Det er lige dele frækt tænkt og naivt udført. For skildring af erotik i spilhistorien kan mestendels opsummeres til liderlige pornostøn fra pinupper som Lara Croft. Intelligent iscenesat erotik til mobilen er et uopdyrket felt, så her er ‘Play’ en pioner på alle punkter. Ikke at ‘Play’ dog forløser meget. Snarere har det netop en pirrende uforløsthed som hovedkerne, hvor man i starten snarere frustreres end fascineres. Uden nærmere søforklaringer kastes man ind i håndtegnede erotiske vignetter så som kvindefingre, der smyger sig hen over mandens underarm. Som når hendes negle vandrer ned ad hans ryg og glider hans bukser ned. Eller når deres læber kredser om hinanden som to toreadorer. Hele spillets graciøse erotiske æstetik er en nydelse. Og når temaet så eksplicit er følelser og erotisk inderlighed, er det kløgtigt, at der ikke er stemningsbulldozere i form af interface, lange forklaringer og knaptryk. Alt i ‘Play’ spilles udelukkende ved at vippe mobilen frem og tilbage, op eller ned (mobilen har et indbygget accelerometer, der kan måle accelerationen i vippene). Målet? Så vidt undertegnede gætter, gælder det om at hitte rytmen i kærtegnene og aflure mandens reaktioner. Men præcis hvad man bør gøre hvornår, står aldrig klart. Måske er det netop meningen. Måske ikke. Uanset bevæggrund er det en hæmsko for oplevelsen. Særligt hvis spillet skal ramme en målgruppe, der ikke normalt nyder spil. Men al ros skal lyde for at lade eksperimentet være eneste pejlemærke, så en erotisk stemning ikke pustes ud af teknikaliteter som knaptryk. Men det er ikke gennemtænkt, at hver gang mobilen vippes, bliver det svært at se, hvad der sker på skærmen for genskin og smal betragtningsvinkel. Kys til ‘Play’ for modet til at turde udfordre gængse spilkonventioner og tænke erotisk pirring ind i en fascinerende, men også fejlfyldt spilmekanik. ‘Play’ er en idé, der snildt kan retfærdiggøre en hel spilgenre for sig.
Opvaske hero
Netop teknikken kæmper dette års mest stilsikre helstøbte afgangsspil også med. I ‘Dish Washington’ er fjenden dynger af tilsmudset opvask, våbnet er en opvaskebørste, og så skal der ellers skrubbes og skures i takt til that funky groove. Velkommen til ‘Opvaske Hero’, for børst uden for beatet, og opvaskevandet kølnes og pointene mindskes; børst tilpas funky, stabl servicen korrekt, og din guide – funkkrokodillen Dish i øverste venstre hjørne – forguder dig og din rytmesans.
En rosværdig måde at peppe en sur pligt op på med sine skrigende pangfarver, den svedigt funky krokodille og et funkalicious lydspor. Der lurer bare én stor sort plet på hele spildesignet – man mangler fornemmelsen for, om man rent faktisk rammer beatet eller ej med opvaskebørsten styret med musen.
Feedbacken er mangelfuld, for skrubber man fuldkommen i takt, bliver der stadig skudt iskrystaller mod ens opvaskebalje. Unfair siger jeg bare. Unfair over for et koncept, der med sin vellykkede humoristiske vinkling på rytmespil brænder igennem i såvel grafisk flair som forskellighed. Også selv om funkdillen Dish ikke har andet på hjerte, end hvordan opvask gøres sjovt, og hvordan man bedst stabler sit service.
En verden i krystaller
