Sær biologi på spillekort

Lyt til artiklen

Foran dig og dine holdkammerater ligger seks kort: En elektrisk ål, en fedthaleørkenrotte, en isbjørn, en bjergkænguru, en afrikansk oksefrø og en sibirisk lemming.

De har det til fælles, at de alle lever under ekstreme forhold, og dermed alle er en del af Experimentariums seneste udstillingsprojekt, ’Xtrem Ekspedition’, der åbnede 6. oktober. ’Morf’ er et kortspil med udgangspunkt i disse særlige dyr og deres særlige leveforhold. Et spil, der primært henvender sig til 8-12-årige, der ønsker at lære mere om natur og i særdeleshed dyr, og et spil primært rettet mod skolebrug, hvorfor der i pakken foruden spillekortene også medfølger et lille hæfte med forslag til korte undervisningsforløb i henholdsvis 1.-3. klasse og 4.-6. klasse. Børnefamilier – særligt dem med en generel biologisk interesse – kan dog også med fordel læse videre. ’Morf’ indeholder 44 dyrekort ligeligt fordelt i de fire miljøer ’varme’, ’kulde’, ’tørke’ og ’mørke’, fire blanke dyrekort (til selv at tilføje dyr) samt nogle kort til forklaring af kortene, pointskalaen og spillereglerne. I praksis foregår ’Morf’ ved, at man deler sig ind i hold, og hvert hold får seks dyrekort. I hver runde vendes et ubrugt kort fra bunken, og hvert hold skal ud fra tre egne dyrekort sammensætte det optimale dyr – jævnfør spillets titel ’Morf’ fra morfologi – i forhold til det vendte korts miljø. Vendes for eksempel et dyr fra tørkemiljøet, kan man kombinere fedthaleørkenrottens indre tilpasning (at fedtlaget nærer i et tørkeområde uden megen føde), isbjørnens ydre tilpasning (isolation og mindre energiforbrug på varmeregulering) og bjergkænguruens adfærdstilpasning (en naturlig evne til at køle sig selv af). Den nye skabning giver så et vist antal point ud fra nogle specifikke regler om dyregruppe og tilpasningsevne. Hvornår findes vinderen? Det bestemmer man selv. Enten når et bestemt tidsrum er gået, eller når et hold har nået et bestemt antal point. På papiret lyder det ret teknisk med ’tilpasning’ af indre, ydre og adfærdsmæssig art samt forskellige ’dyregrupper’, og det er det bestemt også de første 15-20 minutter. Især fordi hvert af de cirka 12 x 10 cm store dyrekort er proppet til randen med informationer: Streger, bokse og linje efter linje af tekst. Det føles indimellem som et biologisk regneark presset ned på et frimærke. Mindre eller i hvert fald mere spredt information havde nok været bedre. Denne sværhedsgrad koblet med det faktum, at ’Morf’ kræver tålmodighed og kærlighed til læring, gør, at det primært er anbefalet til sammenhænge, hvor én eller flere voksne er til stede. Det er trods alt nok de færreste i målgruppen på 8-12 år, der vil hive ’Morf’-kortene frem af egen vilje, selv om de måske burde. For på hvert kort støder man på fascinerende informationer om varmens, kuldens, tørkens og mørkets dyr, og i hver spillerunde tvinges man til at tænke kreativt. ’Morf’ er bestemt tiden og småpengene værd samt et godt værktøj og supplement til biologiundervisningen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her