Machomænd på skattejagt går nok aldrig af mode.
Det aktuelle bevis er ‘Uncharted 2’, der er som Indiana Jones’ bedrifter pumpet op til bristepunktet med spilsteroider. For ja, alle klichéerne er kørt i stilling lige fra obligatorisk udforskning af lianbegroede ruinbyer til nævekampe på taget af et frembuldrende tog. Og til at fuldende billedet af Lara Croft med skægstubbe er det hele spædet op med kæk humor, et kejtet trekantskærlighedsdrama og en pligtskyldigt koldblodig serbisk skurk, der lystrer navnet Zoran Lazarevic. Selv spiller man den tyvagtige, men altid godhjertede eventyrer Nathan Drake, der jagter Marco Polos sunkne skibsflåde, fordi den gemmer på kortet til det forjættede bjergrige Shangri-La i Himalaya, hvor Cintamanijuvelen hviler.






























