En sort mand rejser sig udmattet fra det blodtilsølede gulv af nedskudte zombier og misser med øjnene mod daggryets frelse, der trænger igennem husets delvist barrikaderede vinduer. Men inden han når at træde ud i friheden, får han en kugle for panden. Skudt ned af en flok ignorante hvide mænd, der fejlagtigt tror, at han er endnu en af de levende døde. At han er en zombie. Sådan afslutter George A. Romero sin kultfilm ’Night of The Living Dead’ fra 1968, og netop her kommer inspirationen til begyndelsen på zombiespillet ’The Walking Dead’, baseret på Robert Kirkman Eisners tegneserieforlæg. Og det er intet tilfælde, at hovedpersonen i både film og spil er sort.
Frygten er klæbende
I ’The Walking Dead’ spiller man rollen som Lee Everett, en sort amerikansk gymnasielærer på flugt fra loven og de levende døde. Gennem hele spillet fungerer Lees etnicitet som en effektiv katalysator for vores latente frygt for det fremmede, hvilket udstilles i flere af konfrontationerne i det dialogbårne adventurespil. For en sort mand må jo have noget at skjule: Er han virkelig far til den lille pige, som han har med på slæb gennem hele spillet? Og er han i virkeligheden ikke en af dem, zombierne?
LÆS ARTIKELDybt fascinerende iPad-app lader dig gendigte Frankenstein Selv om meget er sket siden det racehadskogende 1968, hvor Martin Luther King blev myrdet, og frem til nutidens Obama-USA, er raceproblemet langtfra løst, og derfor er det både prisværdigt og tankevækkende, at et computerspil om zombier serverer et stykke velorkestreret interaktivt drama med tyngde og troværdighed.
