Den danske serie af quiz-spil ‘EGO’ har altid sat social paratviden om ens modspilleres holdninger, hverdag og livsanskuelser højere end boglig paratviden. Den slags quiz-spil vil altid hitte, men alle dilemmaer i spillene er udelukkende sproglige, hvilket afgjort udelukker mange spillere - også børn. Videreudviklingen ‘EGO Pictures’ er vel nærmest en quiz udi visuel paratviden, fordi målet er nu at gætte hvilke billeder, ens modspillere skjult vælger på bordet. Først lægges tre billedekort frem på bordet, og dernæst afgør en terning, hvilket kriterie et billede skal vælges ud fra. Det kan enten være det billede på bordet, som personen synes bedst eller værst om, eller skulle vælges ud fra lede-ord såsom f.eks. “kaos”, “nærhed” eller “afsky”. Slutteligt kan spilleren også blive udfordret til at trække et nyt billedekort, og skal herefter vælge hvilket af de tre første billeder, der passer bedst sammen med det nye. Udfordringen derefter er, at hele bordet skal gætte på, hvilket billede, spilleren vælger ud fra det givne kriterie, men samtidig satse en eller to jetoner på sit gæt - fordi flest jetoner vinder til sidst.
Kombinationen mellem billeder og gætteri skaber i ‘EGO Pictures’ en helt ny form for visuelt quizzeri, der på den ene side er velfungerende og siger overraskende meget om ens modspilleres verdensbillede. På den anden side også bliver det ofte langt sværere og mere abstrakt og tvetydigt i forhold til de normale ‘EGO’-spil. F.eks. kan det være svært at forklare, hvorfor et billede frem for et andet giver associationer til “afsky”, men det er i sig selv spillets mål: at sparke spillerne i gang med en samtale, hvor forskelligt et harmløst billede kan fortolkes. Der findes lignende fremragende billed-quiz-spil såsom det danske ‘Match‘ eller det franske mere abstrakte ‘Dixit‘, og i den liga bliver ‘EGO Pictures’ en ener, som man enten vil knuselske, ikke forstå eller elske at hade. Jeg lægger mine jetoner på førstnævnte.
