Det er måske lidt af en tilsnigelse at kalde Angry Birds Seasons for et påskespil, for faktisk er det ligeså meget et jule-spil og et Halloween-spil. Konceptet er nemlig ganske enkelt. Vi tager en nyklassiker indenfor spil til touch-enheder og iklæder det højtidernes skiftende symbolik og udklædning, og vupti, så har vi et nyt guldæg. Det kan lyde som gammel vin på nye flasker, men faktisk er Angry Birds i højtidsklæder slet ikke så ringe endda.
Grise med hare-ører
For at komme i den rigtige påske-stemning, lagde jeg ud med at vælge påske-banerne. Der er 15 af slagsen, og når man tilføjer de mange andre højtider, der er at finde i spillet, må man sige, at der virkelig er indhold for de 19 kroner, som spillet koster. I påske-banerne har grisene fået påskehare-ører, og banerne vrimler med påskeæg, både de, der er lette at se, og de som er skjulte og kræver en helt særlig taktik for at lade sig åbenbare.




























