Det er ret skræmmende. Et enkelt ’klik’ og få sekunder senere lyser skærmen op.
Dusinvis af atombomber regner ned over det centrale Europa, og dødstallene toner frem på skærmen. Paris: 2,3 millioner døde. Berlin: 1,7 millioner døde. Rom: 3,1 million døde. ’Defcon’ er verdens mest voldelige spil, men det er abstrakte magtudøvelser foretaget i frokostpausen. Et lille og yderst stramt designet strategispil, som man via online-tjenesten Steam og små 100 kroner kan hente på et splitsekund og derefter fornøje sig med i korte og altid meget drabelige kampe på 15-30 minutter. Konceptet er ganske enkelt. Spilleren vælger et område på et enormt oversigtskort over Jorden, placerer radartårne, flyvestationer og missilsiloer på strategiske steder og kan derefter starte et spil, hvor vinderen enten er den med færrest tab eller størst aftrækkerkløe. Her er ikke tid til blødsøden diplomati eller et opkald til NATO; her accepterer man hurtigt, at menneskeheden har bevæget sig ud på et skråplan, og at ragnarok venter lige om hjørnet. Det er filmen ’Wargames’ udlevet i et computerspil, blot mere kynisk og direkte end set tidligere. Og så er det neglebidende sjovt.




























