Du har Walker-kampmaskinerne fra ’Star Wars’, noget der minder om flyene fra ’Bladerunner’ og håndvåben, der er som taget ud af fremtidsscenerne i ’Terminator’. Med andre ord har folkene bag ’Battlefield 2142’ samplet løs i alle nørders yndlingsfilm og samlet de fede ting i en omgang futuristisk ragnarokstemning, der får ’Mad Max’-filmene til at minde om en julestue. For der er gang i myrderiet, når futuristiske kamphelikoptere bliver sat ud af spillet af en EMP-stråle, der lammer al elektronik, samtidig med at de hule drøn fra en automatriffel anno 2142 af mærket SCAR-11 giver genlyd mellem de sønderskudte bygninger i den ødelagte by, hvor kampen om planetens fremtid finder sted. Ligesom de andre spil i ’Battlefield’-serien er det udelukkende multiplayer, det handler om. Enkeltspiller-delen er lavet uden entusiasme, og den skal man kun bruge for at gøre sig fortrolig med, hvordan det lige er, man styrer en Walker-kamprobot eller A-8 Tiger – en art kampvogn, der er fremtidens svar på den klassiske tigertank. Solide spilmuligheder Som multiplayerspil fungerer det fortrinligt. Man undgår de evindelige diskussioner om balance kontra realisme ved at henlægge spillet til fremtiden. I ’Battlefield 2’ er det f.eks. overdrevet svært at lære at flyve helikopterne. I ’Battlefield 2142’ er det lige til at gå til. Man kan med andre ord koncentrere sig om at gøre spillet sjovt. For det er det. Specielt en ny spilmulighed kaldet Titan er godt tænkt. Her har hvert hold et rumskib hængende over banen, og målet er at smadre de andres rumskib. Det gør man ved at besætte missilsiloer på jorden. Har man besat en missilsilo i en vis tid, fyres der et missil af mod fjendens rumskib, der fjerner en del af rumskibets beskyttelsesskjold. Jo flere missilsiloer man indtager og forsvarer, des hurtigere går det med at få ødelagt skjoldet på fjendens rumskib. Når skjoldet er nede, kan man flyve op og komme ind i fjendens rumskib. Her skal man kæmpe sig vej til rumskibets indre og sprænge reaktoren i luften. Titan-kampformen er velfungerende, fordi den blander spillets forskellige elementer. I fasen hvor man skal besætte missilsiloer, skal man kunne bruge alle køretøjerne og helikopterne for at få overtaget. Men det er ikke nok, for i fasen, hvor man skal kæmpe sig rundt i de snævre gange i rumskibet, nytter det ikke noget at have specialiseret sig i at flyve helikopter. Her skal man mestre maskingeværerne og være god til nærkamp. En udvidelsespakke Selv om ’Battlefield 2142’ således fra denne anmelder kun får rosende toner med på vejen, må man alligevel stille sig selv det spørgsmål, om det i virkeligheden ikke kun skulle have været solgt som en udvidelsespakke. For det er, hvad det i bund og grund er – et mod bygget over ’Battlefield 2’. Således er grafikken ikke synligt bedre end i ’Battlefield 2’, og spiloplevelsen er meget den samme. Men desuagtet, at man kommer til at slippe en hundredmand mere end egentlig retfærdigt, ændrer det ikke på den samlede opfattelse af endnu et godt kapitel i den fremragende ’Battlefield’-serie.
Fremtidskrig med laserkanoner og Bladerunner-helikoptere






























