»Klak, klakkety, klak, klakkety«. Sådan lyder web-oplysning om kræftbehandling af børn anno 2007, for i ‘Kemo-Kasper’ skal man hamre mellemrumstasten sønder og sammen.
Ikke fordi den er en ond kræftcelle, men fordi man som kræftdræberen Kemo-Kasper skal suse rundt i blodårerne på et kræftsygt barn og nå at udradere så mange kræftceller og onde svulster som muligt, før tiden rinder ud. Bag det gratis webspil står foreningen Familier for Kræftramte Børn, der også stabler et DM i spillet på benene i slutningen af denne måned med præmier for over 120.000 kroner. Spillets univers er løst bygget over Helle Motzfeldts bog ’Kemo-manden Kasper – og hans jagt på de sure kræftceller’ fra 1991, der stadig i dag bruges på landets hospitaler til at forklare mindreårige børn om kræft og sygdommens konsekvenser. Optimistisk tone Så langt når spillet desværre ikke i sin formidling, da det vægter sjov som i klassikeren ’Asteroids’ højere end regulær oplysning. Bedste ideer er, at Kemo-Kasper af og til har et par gode blodceller til at hjælpe sig med at bekæmpe kræftcellerne, mens bonus-effekter som ekstra tid, strålebehandling eller ekstra fart også hjælper ham i kampen om barnets krop. Uanset hvor godt man spiller, er det dog en kamp, Kemo-Kasper altid taber, når uret rinder ud – men i stedet for et deprimerende ’ game over’ får spilleren her en peptalk fra de gode blodceller, der nok skal klare resten herfra. Suverænt med en optimistisk tone her, når spillet slutter af. En anden fin detalje, når man flyver rundt i kroppen, er, at barnets røde blodårer fører Kemo-Kasper hurtigt ned gennem kroppen, mens de blå løfter ham opad, så skal man få en hi-score, er det om at lære blodbanerne at kende og bruge dem til egen vinding. Eventyr om kræft Al ære og respekt for at sætte et svært emne som kræftbehandling og kemoterapi på spilform, men det pædagogiske sigte fordufter hurtigt til lyden af ’klak’ fra mellemrumstasten, for når spillet raser, er det eneste, man tænker på, at styre Kemo-Kasper, gå efter de rette blodårer og ramme så mange svulster som muligt. Hvor meget børnene dermed lærer om kræftbehandling med kemoterapi, er diskutabelt. Et andet problem er spillets unøjagtigheder og forfladigelser: Spillet påstår for eksempel, at strålebehandling hurtigt og præcist fjerner kræftceller og svulster (hvilket er en bonus-effekt), mens den i virkeligheden også rammer raske celler, hvilket kan give varige bivirkninger. Sådanne mere ubehagelige informationer er ‘Kemo-Kasper’ blottet for, så spillets univers og budskab virker overfladisk og tendentiøst. Nok får ’Kemo-Kasper’ som spil illustreret, hvordan kemoterapi kan bekæmpe kræftceller i kroppen, men det er en skam, at formidlingen fastholdes i et lutter enøjet eventyrligt spilunivers, der skøjter let hen over bivirkningerne ved behandlingsformen. Hvis spillet primært skal bruges som motivation og børnevenlig formidling i en lutter positiv tone, er det fint. Men det undskylder ikke, at det burde være muligt at spille en mere ’realistisk’ udgave af ’Kemo-Kasper’, hvor der ikke udvises samme berøringsangst over for de mere negative konsekvenser ved kemoterapi. Og hvad med at nævne alternativer til kemoterapi?
