'Tetris' i nye rober

Lyt til artiklen

'Tetris' er et eviggyldigt spil, fordi det er simpelt og komplekst på samme tid. Men er du gal, hvor er det blevet kørt igennem en massiv ideudviklingskværn i 'Tetris DS' til Nintendo DS. For i 2006 er det tilsyneladende ikke længere nok for Nintendo 'bare' at servere 'Tetris' til folket som et kærkomment gensyn med spillet, der nærved egenhændigt førte Nintendos GameBoy-konsol til triumf. Nej, nu skal konceptet drænes for alle sine taktiske finurligheder, hvilket giver et svært spraglet, men samtidig enormt givende gådespil. Bortset fra det helt traditionelle 'Tetris', som vi kender det, er der nu fem nye varianter af brikspillet på banen. I 'Mission' får man stillet konkrete opgaver med brikkerne såsom 'Fjern tre rækker samtidig', hvilket spilmuligheden 'Puzzle' lægger sig tæt op ad: Du har tre eller flere brikker til rådighed, som skal roteres og bruges taktisk til helt at fjerne en opstilling af brikker. Langt mere hektisk og sværere er 'Push'-spillet, hvor to spillere i rygende fart lægger brikker til både foroven og forneden i et felt klodser, idet den, der rydder flest linjer, avancerer mest mod modstanderens målfelt. I 'Catch' skal man fange nedfaldende brikker, så de bedst muligt danner en samlet klods, mens spilvarianten 'Touch' som den eneste virkelig udnytter den trykfølsomme skærm i Nintendo DS. Her virker tyngdekraften, så brikkerne skal bugseres frem og tilbage og roteres med pennen på skærmen, så brikkerne passer sammen. Lyder det skørt? Det er det i de fleste tilfælde også, hvilket bare beviser, at 'Tetris' i sig selv som spil er så genialt robust, at det er nærved helligbrøde at pille konceptet fra hinanden. Men spil f.eks. 'Push' mod en modspiller eller løs missionerne i 'Puzzle', og Nintendos intensive idéudvikling viser sig fra sin stærkeste side. Det er stadig 'bare' 'Tetris' i nye rober, men en bedre udgave med lige så mange muligheder er endnu uset.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her