Vi skal lige prøve et nyt spil – øh, det er altså ikke rigtigt et spil, men noget engelskundervisning …«. Den niårige er fluks fyr og flamme – alt, der kan styres med en mus eller et sæt piletaster på computeren er i høj kurs, kald det spil, engelskprogram, hvad som helst … Men det er nu nemt at komme til at kalde Mingoville et spil, for man befinder sig fra første klik i det internetbaserede undervisningsprogram i et stærkt kulørt univers med en masse indtryk for alle sanser og hundredvis af udfordringer, der er lige til at gå i krig med. Mingoville, som er en by, hvor flamingoer råder, har nybegyndere i engelsk som målgruppe, det vil sige elever på 3.-4. klassetrin. Vi møder familien Pinkelton, der består af mor, far, børn og bedsteforældre, og som optræder i forskellige sammenhænge, hvor eleven først og fremmest kommer til at lære en masse ord på engelsk, men også at lytte til, tale, stave og skrive sproget. Eleverne tages med ud på 10 såkaldte missioner, hver med en lang række underopgaver, hvor eleven for eksempel kan optage sin udtale, øve sig i at stave og lære gloser. Alle opgaverne skal løses, for at missionen kan fuldføres, og det virker, som om kravene gradvist øges, jo længere hen i programmet, eleven kommer. Husets niårige engelskdebutant lagde ud med at tage turen fra allerførste færd, hvor man skal lære familiemedlemmerne at kende. Hun sad fint og gentog ord, som var det en levende lærer, der stod ved tavlen, og rettede sig selv for at finde den rigtige udtale, kæmpede med staveøvelserne og farvelagde en garderobe, som var en dronning værdig. Stavespillene fandt hun rigtigt sjove. For eksempel stavespillet Pacman, hvor spilleren med piletasterne skal æde de rigtige bogstaver for at stave til et ord og samtidig sørge for ikke selv at blive ædt af spøgelser. Eller opgaverne, hvor man skal placere en række bogstaver rigtigt for at finde navnet på et dyr. Da hun endnu ikke forstår engelsk, må hun jævnligt ty til hjælp for at få forklaret, hvad det er, opgaven går ud på. Hun lærer til gengæld hurtigt at bruge den interaktive ordbog til de mange ord på skærmen, hun ikke umiddelbart genkender. I ordbogen får hun både et billede og ordet oversat til dansk. Det er ret genialt (selv om ordet ’halstørklæde’ er stavet forkert). Og selv om systemet ikke er så interaktivt, at det kan høre hende sige »grandmother« uden at rulle ret meget med tungen, spares der ikke på ros og opmuntringer dér, hvor programmet kan ’følge med’. »Jolly good«, »You are the best« er nogle af de rosende kommentarer, man hører undervejs, mens udsagn som »You can do better«, »Try another one« og så videre tålmodigt beder om at få rettet forkerte svar. Det lykkedes hende ikke at fuldende én samlet mission og for eksempel finde bedstefaderens butterfly eller familiens lillesøster. For ligesom det er nemt at betragte Mingoville som et spil, er det også nemt for den niårige bruger uden supervision fra en lærer at komme til at behandle programmet som sådan. Det vil sige surfe rundt og finde de sjoveste øvelser og bare træde ud igen, når det bliver for svært eller kedeligt, hvad sprogøvelser ofte er, uanset om de læres via computeren eller tavleundervisning i klasseværelset. Programmet er da også beregnet til klasseundervisning, og læreren har sine egne værktøjer til at følge den enkelte elev og tilrettelægge undervisningen individuelt. Efter hver opgave skal eleven foretage en evaluering – hvad har du lært, og hvad blev du bedre til? Resultaterne føres til bogs i elevens egen logbog, så fremskridtene kan følges. Målgruppen for Mingoville, børn i 3. klasse, er ifølge den niåriges engelsklærer i forvejen topmotiverede for at lære det nye sprog. At det så samtidig er sjovt og tæt på at være leg at rejse rundt i Mingoville og lære engelsk – for eksempel også ved at synge karaoke og fortælle historier – burde hurtigt kunne frembringe nogle små, ganske veltalende engelskelever.