Spil handler om indlevelse.
Om at kunne identificere sig med, hvad der sker på skærmen, og heldigt, at vores forestillingsevne er nok så fleksibel; i ’Pac-Man’ er man som osten evigt jagtmål for spøgelser, i ’Tomb Raider’ er man stønnende Lara Croft. I ’Army of Two’ er man derimod aldrig de to hovedpersoner, lejesoldaterne Tyson Rios og Elliot Salem, der gladeligt dræber alt for penge. Deres massakrer overgår i kvantitet ikke, hvad resten af actiongenren har budt os på gennem tiderne, men deres mærkværdige afstumpede attitude gør.




























