Man må undre sig stærkt over, at Sonys lille udbud af eksklusive titler – altså spil, der udelukkende udkommer til Sonys egne konsoller – omfatter ’Full Auto 2: Battlelines’.
Den middelmådige forgænger udkom til Xbox 360 sidste år, fik læsterlige tæsk i pressen og sygnede så hen i al uopmærksomhed på spilbutikkernes hylder. Lige indtil nu, hvor der igen er risiko for, at uvidende spilentusiaster lister det futuristiske kørespil ned i indkøbskurven. For umiddelbart ser spilæsken ganske tiltalende ud, samtidig med at muligheden for at få afløb for diverse myldretidsfrustrationer ved at udstyre bilerne med maskingeværer, raketter og røgslør kun kan få bilejere til at klappe begejstret i hænderne. Klapsalverne bør dog forstumme, for spillet fejler på nærmest alle punkter. Især kørefysikken er et studie i alternativ fysik, hvor bilerne skrider ud uden årsag for lidt senere at køre igennem hårnålesving med 200 km/t. Billedet begynder at hakke, når der er mange biler på skærmen og under flotte eksplosioner. Og både musik, historie og missioner virker skåret over den samme skabelon. Den fatale styring og ringe tekniske afvikling overskygger spillets eneste interessante feature: muligheden for at spole tilbage midt i et løb og dermed undgå forhindringer. Bare uheldige ejere kunne gøre det samme i virkeligheden og spole tilbage til tidspunktet, inden de købte spillet.




























