0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Intet nyt fra Vestfronten

Endnu et regnvådt efterår, endnu en tur i skyttegravene med ’Medal of Honor’-serien. Seneste kapitel ’Airborne’ er intens og stemningsfuld, men ikke det granatchok, man kunne have håbet.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Brunt i brunt, og gråt i gråt: 'Medal of Honor' ligner sig selv – desværre lidt for meget. Og har vi snart ikke fået nok krigsspil over Anden Verdenskrig?

Spilanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Spilanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Lampen blinker rødt. Det er nu, og den skifter til grøn. »Go, go, go!« råber din øverstkommanderende, og du ser dine kammerater springe én efter én med sekunders interval og mekanisk præcision. »Det er nu, det gælder. Det er dette, vi har trænet frem mod dagen lang, uge efter uge« når du lige at tænke. Og så springer du.

’Medal of Honor: Airborne’ personificerer i mere end én forstand det gammelkendte ordsprog ’højt at flyve, dybt at falde’. Dels i overført betydning, fordi spillet som del af ’Medal of Honor’-serien lige siden ’Allied Assault’ fra 2002 har holdt et konstant højt kvalitetsniveau, og dermed lettere kan skuffe end overraske.

Dels i bogstavelig forstand, fordi man i rollen som amerikansk faldskærmssoldat fra ’The 82 Airborne’ under Anden Verdenskrig begynder hver mission med i ly af mørket at springe ud fra en helikopter. Spring ud, dan dig et overblik over slagmarken og forsøg at lande i én af de tre-fire markerede landingszoner. Om ikke andet en interessant missionsindledning.

Det er desværre et af meget få nye tiltag, for i det store hele er ’Airborne’ som forventet. Man lander, man trækker sit våben, og man pløkker ansigtsløs tysker efter ansigtsløs tysker ned. Engang imellem er man nødt til at kravle, snige og lurepasse, andre gange må man lave afledningsmanøvrer, men som oftest løber man blot fra dække til dække med den højre pegefinger svævende over venstre museknap. Klar til endnu en hektisk skudduel i endnu et smalt stræde i endnu en udbombet fransk landsby.

Det hedder sig, at udviklerne har forsøgt at gøre fjenderne mere selvstændige og intelligente, men sådan føles det ikke. En sjælden gang ser de tyske fjender ud til at kommunikere, organisere flankeringer og lægge dækild for hinanden, men oftest løber de bare blindt gennem åbent terræn og lige ind i dit sigtekorn. Nok et typisk problem for skydespil, men større hvis man hævder at hæve sig over det.

Dette til trods er ’Airborne’ ikke et dårligt spil, og der er flere timers intens ’skyd først, tænk senere’-underholdning at hente i både single- og multiplayerdelen. I det lys er ’Airborne’ et udmærket skydespil, men det er ikke noget godt ’Medal of Honor’-spil. Det mætter, men pirrer eller overrasker aldrig.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu